Tony topbillede

Mød Tony, produktionsmedarbejder på aftenholdet i Skovsgaard 

Tony arbejder primært i Highrisk-afdelingen, hvor han blandt andet blander glace til vores lækre, stegte kyllingeprodukter. Tony har arbejdet på fabrikken i lidt over to år. I starten passede han ovnen. Siden har han løst mange andre opgaver. Blandt andet har han stået ved separatoren, hvor vi hakker kød til pølser og ved spiral IQF-fryseren, hvor vi producerer bryst- og inderfileter til frost.

Hvordan er min arbejdsdag typisk? 
Jeg møder kl. 14.15, hvor jeg tager over efter mine kollegaer på dagholdet, og så har jeg fri igen kl. 23.30, hvor jeg bliver afløst af mine kollegaer på natholdet. Jeg arbejder fire dage om ugen á 9 timer. Hver anden uge har jeg fri om fredagen og hver anden uge, har jeg fri en dag midt på ugen. Det er perfekt i forhold til mit familieliv.  

Jeg arbejder i vores Highrisk-afdeling, som er fabrikkens højhygiejnezone. Det er et lukket område, hvor vores produkter kører ind, når de er spiseklar. Vores Highrisk-afdeling er et ultrarent område. Alle os, der arbejder herinde, skal være godkendt til at måtte være i området, og der er bestemte procedurer for omklædning inden adgang. 

I Highrisk består min opgave i at blande glace til vores produktion af blandt andet hot wings og stegte underlår. Glace er en barbecue-marinade som kyllingeprodukterne dyppes i umiddelbart efter stegning for at give smag. Derudover tager jeg temperatur på vores produkter, tager glace-prøver og varetager diverse andre opgaver, der kommer.

Hvad får jeg som person ud af jobbet?
Arbejdsmiljøet betyder enormt for mig. På aftenholdet er vi ca. 25 medarbejdere på arbejde ad gangen. Vi har det godt sammen. Vi hjælper hinanden. Vi hygger os sammen og har det sjovt, mens vi arbejder.  Og vigtigst af alt er, at vi har en ledelse, der er i øjenhøjde. De er ofte inde i produktionen. De hjælper til, hvis man lige har brug for en hånd, og er ikke bange for selv at tage fat, hvis der opstår problemer et sted. Det giver en meget ligeværdig stemning og en følelse af sammenhold. 

Noget andet, der er vigtigt for mig, er at jeg har et stabilt job til en fin løn og samtidig har tid til at være familiefar. Min kone arbejder på dagholdet her på fabrikken, så vi nyder, at jeg kan aflevere vores børn i skole om morgenen og at jeg har en ugentlig fridag, hvor jeg kan få ordnet nogle ting, som ellers kan være svære at passe ind i løbet af en arbejdsuge med faste arbejdstider. Det kan være en lægetid med et af børnene eller indkøb eller noget helt tredje. Derudover har jeg en meget fleksibel chef, så hvis jeg får brug for at få fri fra arbejde på grund af et eller andet, så fikser han det. Det giver en ekstra ro. 

En ekstra bonus ved jobbet er, at jeg træner mine danske sprogfærdigheder. Jeg kom til Danmark fra Bulgarien i 2015 sammen med min kone. Jeg gik på sprogskole de første måneder, men det var først efter jeg fik jobbet her, hvor vi alle taler dansk med hinanden, at jeg for alvor begyndte at lære dansk og begyndte at forstå den danske mentalitet og danske kultur. 

Tony arbejder i produktionen

Hvad er de vigtigste årsager til, at jeg stadig arbejder hos HKScan?
Jeg bor meget tæt på min arbejdsplads, og det gør mange af mine kollegaer også. Så vi kender hinanden både arbejdsmæssigt og privat. Det er hyggeligt. Derudover har min kone og jeg kun få minutter på arbejde, og det gør det nemt at få hverdagen til at hænge sammen. 
Derudover er jeg enormt stolt af at arbejde et sted, hvor der er så stor fokus på sikkerhed – både fødesvaresikkerheden og alle os medarbejderes sikkerhed. 

Her hos os er fødesvaresikkerheden i top, og på grund af vores strikte system har vi opnået det højest mulige sikkerhedscertifikat, BRC AA+, i en uanmeldt audit i sommeren 2023. Det gør mig stolt, for det er virkelig noget, vi går op i alle sammen, og i alle dele af produktionskæden. I mit arbejde er vi eksempelvis altid to til at tjekke vores glace-blandinger. Det er en helt naturlig del af vores rutine, at vi altid lige har fire øjne på. Vi bruger den tid, der skal til, for at sikre den bedste hygiejne, kvalitet og fødevaresikkerhed.

På samme måde er der fuld fokus på vores egen sikkerhed. HKScan har et koncernmål om nul arbejdsulykker, og der bliver gjort mange tiltag for at sikre, at vi alle kan gå trygt og sikkert på arbejde. I dagligdagen passer vi på hinanden, holder øje med hinanden og minder hinanden om at huske sikkerhedsreglerne. Og det virker. I sommer nåede vi derfor op på hele 2 år uden én eneste arbejdsulykke her på fabrikken. 

En sidste ting, jeg vil fremhæve, er udviklingsmulighederne. Mit job her i HKScan bliver aldrig kedeligt. Der er så meget at lære hele tiden og nye ting og opgaver at prøve, hvis man vil.