"Vi er både glade og stolte over denne nominering. Det vidner om vores urokkelige forpligtelse til at støtte og udvikle vores medarbejdere," siger Tommy Nielsen, produktionschef hos HKScan Denmark.

HKScan har gennem mange år ansat og støttet mennesker, der af forskellige årsager har haft svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. "Denne indsats er kun mulig takket være det engagement og den forståelse, som vores medarbejdere, tillidsvalgte og ledere viser over for de kolleger, der har brug for ekstra støtte og fleksibilitet," fortsætter Tommy Nielsen. 

Via et tæt samarbejde med lokale jobcentre og deres dedikerede konsulenter, har HKScan Denmark formået at hjælpe flere end 150 medarbejdere gennem jobtræning siden 2015. Over 53% af disse er stadig ansat hos HKScan, mens andre er kommet videre i deres karriere.

"Mangfoldighed og inklusion er mere end bare politikker og fine ord på et papir," fortæller Marianne Boe Madsen, HR-direktør for HKScan, og fortsætter:
”Medarbejdernes forskellige baggrunde og perspektiver er afgørende for vores fortsatte udvikling som virksomhed og vores idéer og beslutninger bliver mere bredt funderet og innovative. Mangfoldigheden skaber et stort tværgående engagement og involvering blandt vores medarbejdere og samtidig øger vi på denne måde vores talentpool betragteligt på et tidspunkt, hvor det er udfordrende at rekruttere kvalificeret arbejdskraft i Danmark”.

HKScan er stolt over at kunne fremhæve en medarbejderstab, der repræsenterer ikke færre end 26 forskellige nationaliteter.

Vinderen af CSR People Prize 2023 vil blive annonceret den 12. september i Turbinehallerne i Aarhus, hvor der vil være en velkomst med særlig hilsen fra Hans Kongelige Højhed Prins Joachim, og hvor de nominerede virksomheder vil blive præsenteret og interviewet live på scenen af Line Vaaben, redaktør på Dagbladet Politiken.